For at styrke håndhævelsen af reglerne i denne forordning bør hver tilsynsmyndighed have beføjelser til at pålægge sanktioner, herunder administrative bøder, for overtrædelser af forordningen i tillæg til eller i stedet for eventuelle andre hensigtsmæssige foranstaltninger i henhold til denne forordning. Denne forordning bør indeholde bestemmelser om overtrædelser og maksimumsbeløb og kriterier for fastsættelse af de tilknyttede administrative bøder, der bør bestemmes af den kompetente tilsynsmyndighed i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til alle relevante omstændigheder i den specifikke situation og med behørig hensyntagen til karakteren, alvoren og varigheden af overtrædelsen og dens konsekvenser og de foranstaltninger, der er truffet for at sikre overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning og for at forebygge eller begrænse følgerne af overtrædelsen. Med henblik på at fastsætte bøder i henhold til denne forordning forstås en virksomhed i denne forbindelse som en virksomhed som omhandlet i artikel 101 og 102 i traktaten.