For at sikre fuld overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 bør håndhævelsen af bestemmelserne i denne forordning overlades til de myndigheder, der også er ansvarlige for håndhævelsen af bestemmelserne i forordning (EU) 2016/679, og sammenhængsmekanismen i forordning (EU) 2016/679 bør også finde anvendelse i forbindelse med nærværende forordning. Medlemsstaterne bør kunne have mere end én tilsynsmyndighed for at afspejle deres forfatningsmæssige, organisatoriske og administrative struktur. Tilsynsmyndighederne bør også være ansvarlige for overvågningen af forordningens anvendelse på elektroniske kommunikationsdata vedrørende juridiske personer. Sådanne supplerende opgaver bør ikke bringe tilsynsmyndighedens evne til at udføre sine opgaver inden for beskyttelse af personoplysninger i henhold til forordning (EU) 2016/679 og nærværende forordning i fare. Hver tilsynsmyndighed bør tildeles de nødvendige supplerende finansielle og menneskelige ressourcer samt lokaler og infrastruktur til effektivt at kunne udføre sine opgaver i henhold til denne forordning.