Når slutbrugere har givet deres samtykke til at modtage uanmodede direkte markedsføringsmeddelelser, bør de til enhver tid have mulighed for at trække deres samtykke tilbage på en let måde. For at lette en effektiv håndhævelse af Unionens regler om uanmodede direkte markedføringsmeddelelser er det nødvendigt at forbyde maskering af identiteter og brug af falske identiteter, falske afsenderadresser eller -numre, når der sendes uanmodede kommercielle direkte markedføringsmeddelelser. Uanmodede markedsføringsmeddelelser bør derfor være lette at genkende som sådanne, og de bør angive identiteten af den juridiske eller fysiske person, der afsender meddelelsen, eller på vegne af hvem den sendes, og de bør endvidere give modtagerne de nødvendige oplysninger til at gøre brug af deres ret til at modsætte sig modtagelsen af flere skriftlige eller mundtlige markedsføringsmeddelelser.