Elektroniske kommunikationsdata kan også videregive oplysninger om juridiske personer, som f.eks. forretningshemmeligheder eller andre følsomme oplysninger, som har økonomisk værdi. Derfor bør bestemmelserne i denne forordning finde anvendelse på både fysiske og juridiske personer. Endvidere bør denne forordning sikre, at bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 21 også finder anvendelse for slutbrugere, som er juridiske personer. De omfatter bl.a. definitionen af samtykke i forordning (EU) 2016/679. Når der henvises til samtykke fra en slutbruger, herunder juridiske personer, bør denne definition finde anvendelse. Ydermere bør juridiske personer have samme rettigheder som slutbrugere, der er fysiske personer, for så vidt angår tilsynsmyndighederne, og endvidere bør tilsynsmyndighederne i henhold til denne forordning også være ansvarlige for overvågningen af forordningens anvendelse på juridiske personer.