Indholdet af elektronisk kommunikation vedrører kernen i den grundlæggende ret til respekt for privatliv og familieliv, hjem og kommunikation, som er beskyttet i medfør af chartrets artikel 7. Indblanding i indholdet af elektronisk kommunikation bør kun være tilladt på meget klart definerede betingelser, af hensyn til specifikke formål og den tilstrækkeligt beskyttet mod misbrug. Denne forordning giver leverandører af elektroniske kommunikationstjenester mulighed for at behandle elektroniske kommunikationsdata i transit med informeret samtykke fra alle de pågældende slutbrugere. Leverandører må f.eks. tilbyde tjenester, som medfører skanning af e-mails med henblik på at fjerne foruddefineret materiale. På grund af følsomheden af kommunikationernes indhold antages det i denne forordning, at behandling af indholdsdata vil medføre højere risiko for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder. Når denne type data behandles, bør leverandøren af den elektroniske kommunikationstjeneste altid høre tilsynsmyndigheden inden behandlingen. Denne høring bør ske i overensstemmelse med artikel 36, stk. 2 og 3, i forordning (EU) 2016/679. Denne antagelse omfatter ikke behandling af indholdsdata med henblik på at levere en tjeneste til slutbrugeren, som denne har bedt om, hvis slutbrugeren har givet samtykke til behandlingen, og den udføres med henblik på de formål og den varighed, der er strengt nødvendig og hensigtsmæssig til levering af en sådan tjeneste. Efter det elektroniske kommunikationsindhold er blevet sendt af slutbrugeren og modtaget af den eller de tiltænkte slutbruger eller slutbrugere, må det lagres eller opbevares af slutbrugeren, slutbrugerne eller en tredjepart, der er betroet af dem til at lagre eller opbevare sådanne data. Enhver behandling af dataene skal leve op til forordning (EU) 2016/679.