Elektroniske kommunikationsdata bør behandles fortroligt. Det betyder, at indblanding i videresendelsen af elektroniske kommunkationsdata, uanset om dette sker ved menneskelig indgriben eller ved maskiners automatiske behandling, er forbudt uden samtykke fra alle de kommunikerende parter. Forbuddet mod at opfange kommunikationsdata bør finde anvendelse under overføringen af disse, dvs. indtil den modtager, som den elektroniske kommunikation er rettet til, har modtaget den. Opfangning af elektroniske kommunikationsdata kan f.eks. finde sted, hvis andre end de kommunikerende parter aflytter opkald, læser, skanner eller opbevarer indhold fra elektronisk kommunikation eller tilhørende metadata med andre formål end at gennemføre kommunikationen. Opfangning finder også sted, når tredjeparter overvåger, hvilke websteder der er besøgt, hvornår besøgene har fundet sted, interaktion med andre osv. uden den pågældende slutbrugers samtykke. Efterhånden som teknologien har udviklet sig, er de tekniske muligheder for at opfange data blevet flere. Mulighederne strækker sig fra installation af udstyr, der indsamler data fra terminaludstyr i udvalgte områder, som f.eks. de såkaldte IMSI-catchere (Internationale Mobile Subscriber Identity), til programmer og teknikker, der i al hemmelighed overvåger internetvaner med henblik på at skabe profiler for slutbrugere. Andre eksempler på dataopfangning omfatter nyttelastdata eller indholdsdata fra ukrypterede trådløse net og routere, herunder internetvaner, uden slutbrugerens samtykke.