Elektroniske kommunikationsdata bør defineres på en så tilstrækkeligt omfattende og teknologineutral måde, at enhver oplysning om sendt eller udvekslet indhold (elektronisk kommunikationsindhold) og oplysninger om slutbrugeren af de elektroniske kommunikationstjenester kan behandles med henblik på at videresende, distribuere eller muliggøre udveksling af elektronisk kommunikationsindhold, herunder data til at spore og identificere kilden til og modtageren af en kommunikation, geografisk placering og dato, tid, varighed og kommunikationstypen. Uanset om signaler eller tilhørende data overføres ved hjælp af trådforbindelse, radiobølger, lyslederteknik eller elektromagnetiske midler, herunder satellitnet, kabelnet, jordbaserede fastnet (kredsløbs- og pakkekoblede, herunder i internettet) og mobilnet, samt elkabelsystemer, bør de data, der har at gøre med sådanne signaler, betragtes som elektroniske kommunikationsmetadata og følgelig være omfattet af bestemmelserne i denne forordning. Elektroniske kommunikationsmetadata kan omfatte oplysninger, som er en del af abonnementet på en tjeneste, hvis disse oplysninger behandles med henblik på at videresende, distribuere eller muliggøre udveksling af elektronisk kommunikationsindhold.